undervisning i natur og teknik om regnskove
Regnskove.dk og undervisning i Natur og Teknik

 

Vores udgangspunkt er en opfattelse af, at emnet ”regnskove” kan være meget relevant for undervisningen i faget natur og teknik i folkeskolen (hvilket gælder særligt fra 4. til 6. klassetrin, hvor ”den fjerne omverden” i stadig større grad inddrages i undervisningen, således som det er beskrevet i ”Fælles mål for faget natur og teknik”).

Denne relevans kan illustreres ved en række eksempler, hvor der er sammenfald mellem temaer i regnskovsprojektet og forskellige elementer i ”Fælles Mål”, målsætninger, læseplan, forløb og undervisningsplan:


Undervisnings- og læreplaner-relationer i forbindelse med undervisningen i faget natur og teknik i folkeskolen

 

Eleverne i den danske folkeskole skal på forskellig måde arbejde med naturen og dens mangfoldighed – og her byder regnskoven sig godt til. Ligeledes er tilpasninger til forskellige levesteder et vigtigt element i folkeskolens undervisning, og det også et vigtigt tema ved hele emnet regnskove. Ydermere står der, at undervisningen skal tilrettelægges således at der er progression i elevernes læring.

Undervisningsforløb omkring et tema eller et emne er et andet vigtigt element ved undervisningen i natur og teknik. Det er oplagt, at et emne kunne være regnskove. Dette emne skal så kobles til et indhold fra de centrale kundskabs- og færdighedsområder, og det er uproblematisk, idet regnskove har elementer fra bl.a. biologi og geografi – to centrale færdighedsområder. Emnet ”regnskove” skal også forholde sig til ”natur, teknik, livsbetingelser og levevilkår”, og det fremgår forhåbentlig selvindlysende, at emnet har masser at byde på i forhold til disse centrale ord fra læseplanen.


Et muligt undervisningsforløb

 

Man kunne forestille sig et undervisningsforløb omkring regnskove i 4. klasse og senere et i 6. klasse. Det kunne være et eksempel på progression i elevernes læring. I 6. klasse skal der bygges ovenpå læringen fra 4. klasse, f.eks. således:

4. klasse:

  • stifte bekendtskab med dyr og planter fra regnskoven, gerne fra forskellige levesteder i skoven.
  • stifte bekendtskab med mennesker fra regnskoven, deres livsbetingelser osv. og forholde dem til egne vilkår.
  • stifte bekendtskab med naturanvendelse og –bevarelse i skoven, bl.a. forskellige former for skovdrift og landbrug.

6. klasse:

  • beskrive og få en forståelse af dyr og planters tilpasning til det omgivende miljø i regnskoven.
  • beskrive og sammenligne levevilkår hos regnskovsfolk med andre levevilkår på jorden.
  • stifte bekendtskab med naturbevarelse i regnskoven og forholde sig til dette i forbindelse med bl.a. begrebet bæredygtighed.

Det ovenstående er opridset ud fra beskrivelsen af trinmålene efter henholdsvis 4. og 6. klassetrin. Forskellen på de to undervisningsforløb handler især om, at man i 6. klasse i mindre grad tager udgangspunkt i elevens egen verden, og i højere grad sammenholder og problematiserer den viden man tilegner sig. Dette er i overensstemmelse med intentionerne i forbindelse med progression i læringen.


Nøglebegreber

 

Et sådant undervisningsforløb forudsætter at man kan relatere nøglebegreber i undervisningen til den beskrivelse regnskove.dk tilbyder. Nedenstående er eksempler på relationer mellem centrale fænomener og nøglebegreber i undervisningen (markeret med grøn skrift) og temaer i regnskove.dk (links):

Bæredygtighed

Levevilkår og livsbetingelser for planter, dyr og mennesker

Menneskers levevilkår og indbyrdes samspil forskellige steder på jorden

Dyr og planters tilpasning til forskellige livsbetingelser

Bevarelse af naturområder

Menneskets samspil med naturen

 

Overordnet set er regnskove.dk en undervisningsressource. Det er en digital lærebog, et digitalt opslagsværk og en kilde til erkendelse af samlivet mellem forskellige livsformer.
Den bagvedliggende intention med værket er, at skabe forståelse og respekt for andre livsfællesskaber end dem, der har umiddelbar og direkte indflydelse på vores hverdag.

 

Brug af papirkopier/prints fra denne hjemmeside til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner og intern brug er tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node. Brugen skal ske inden for aftalens begrænsninger.