En flodbred i Amazonas
Ved bredden af en flod i Brasilien, langt fra nærmeste by, lever en indiansk familie. Familien er fuldstændigt afhængig af den omkringliggende skov og af fiskene i floden. Fra de er ganske små må børnene lære at padle en kano, så de kan tage del i arbejdet. Manden i familien går på jagt og udfører det meste af fiskeriet. Især fiskeri med et langt spyd imellem de oversvømmede træer kræver dygtighed og stor tålmodighed. Eftersom lys brydes forskelligt i luft og i vand, er det svært for fiskeren at beregne hvordan fisken bedst skal stanges, når han har spydspidsen nede i vandet. Piranhaer er en af de fiskearter familien hyppigst spiser, men det er ikke ufarligt at håndtere spiddede piranhaer da disse frygtede fisk kan bide i lang tid efter de er fanget. En anden af flod-breddens beboere er caimanen, en sydamerikansk krokodilleart. Ligesom den indianske familie, lever caimanen mest af fisk og den er normalt ikke farlig for mennesker.